Men lærte de så noget nu?

I sidste uge havde jeg lidt problemer med at logge på et forum, som jeg dagligt færdes på.  Løsningen blev at rydde lidt op i midlertidige filer i Chrome, og dermed også slette i autologins på diverse sider. Det blev faktisk først et problem, da jeg ville logge på her. Note til selv: Hvis du vil have en blog, så vedligehold den så meget, at du kan huske password og brugernavn. Ellers slet den (går det? Er karakteren snart klar?)

Nå – det var sådan set et sidespring. For egentlig ville jeg lige dele min oplevelse med andet forsøg med at lave musik på computerne med 3. klasserne.

I tirsdags havde jeg mine egne elever – dem, som jeg er dansklærer for også. Og belært af sidste gang, så valgte jeg at inddrage dansktimerne til musik også. Så der var sat 4 lektioner af til at gå i gang med at lave en rap og til at få den konverteret til en mp3fil.

Forklaringen gjorde jeg ikke så meget ud af. Bare lige en kort instruktion på Smartboardet, så eleverne lige kunne se, hvordan man arbejder med det lille program fra dr.  Så blev de ellers sat i gang og igen skete det næsten mærkværdige: Der blev helt, helt stille i lokalet og eleverne gik i gang med at komponere deres eget nummer. Igen var jeg mere eller mindre arbejdsløs og kunne sidde der ved katederet og pynte (denne gang var jeg dog lidt forudseende og havde medbragt en ekstra stor kop the ). Kun af og til skulle jeg lige ned og høre et stykke af musikken for at komme med input til, om man godt kunne sætte det sammen sådan?

Selv da det ringede ud til det lille frikvarter, sad eleverne fortsat stille og komponerede (måske hørte de bare ikke klokken ringe, for de sad jo med hovedtelefoner på ).

Efterhånden som eleverne blev færdige med deres numre, blev de igen sat sammen i makkerpar for at give hinanden respons på numrene. Denne gang blev det til gengæld en lidt blandet fornøjelse. For pludselig var det som om, at det at give råd betød at lave det hele om, for nogle af eleverne. For nogle af makkerparrene blev det til en decideret omskrivning af numrene  - “Du skal bruge det her beat i stedet for. Her, nu skal jeg sætte det ind”. Overraskende nok blev ingen sure over at få rettet i deres numre på den måde – jeg er ikke sikker på andet, end at jeg som komponist ville have protesteret noget mere, end de gjorde.

Når numrene var helt færdige, så skulle de laves om til mp3-filer. Her brugte vi Audacity, og efter en enkelt visning på Smartboardet af, hvordan man gør det, så var eleverne klar til at konvertere deres numre.

Og faktisk var de alle så stolte over deres produkter, at de gerne ville have, at vi skulle høre dem allesammen. Så ind i Dropboxen med filen og ud gennem Smartboardets højttalere med den. Det gav endda anledning til, at vi kunne snakke om numrene een gang til – og diskutere hvad der var rigtigt godt ved numrene, om der var gode pauser, var der en slags vers og en slags omkvæd – var der noget, der gik igen i nummeret osv osv.

Jeg kan stadig være lidt i tvivl om, hvorvidt de helt knastørre fagfaglige mål i musik er nået helt i disse timer. Men om ikke andet, så undgik jeg denne gang at medlære, at der aldrig er tid til at gå i dybden med noget. Tiden blev ikke for lang, men var passende. Og næste gang skal vi til at lave en musikvideo til vores numre. Det bliver stort

Refleksionsværktøjet

Nu har jeg i knap to uger været i gang med denne blog, og selvom opgaven har været forholdsvis enkel at gå til, så har jeg undervejs også haft en del overvejelser om, hvad der egentlig har været relevant at blogge om, og hvilken interesse det kunne have for andre at læse om.

Og tilbage er jeg med et lidt blandet indtryk.

På den ene side har det at skulle blogge om min praksis været rigtig værdifuldt for mig – jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle skrive om, og hvorfor jeg skulle skrive om det, og jeg har været i mange tanker om, hvor meget jeg skulle skrive om tingene. For i og med at denne blog er af mig, så skal den selvfølgelig tage udgangspunkt i mine oplevelser af min hverdag. Og den kan jeg ikke skrive så meget om, medmindre jeg beskriver den, på en måde så andre kan sætte sig ind i den. Det medfører, at jeg i en eller anden grad også har draget andre ind i den. Jeg har blogget om mine elever, som jo er en væsentlig del af min hverdag, men jeg valgte også, efter en del tænken frem og tilbage, at skrive om min hverdag som vejleder af mine kolleger.

I et eller andet omfang kan det være lidt problematisk, for hvor er grænsen for, hvor meget man skal beskrive dem? I og med at bloggen ikke er anonym så kan de i princippet læse her, hvad jeg går og tænker om dem og min relation til dem.

Der har været en vægtning af, hvor meget i detaljen jeg ville gå med dem, for ingen har jo lyst til at se sig selv beskrevet på nettet – anonymt eller ej. Jeg kunne sagtens have gået mere i detaljen med beskrivelserne, men har valgt at lade være.

Men kan bloggen i det hele taget bruges som et refleksionsværktøj? Ja og nej må mit svar være.

Ja, fordi det har været rigtigt dejligt at få kommentarer til de ting, som jeg går og tumler med, og fordi der har været nogle gode forslag til, hvordan tingene kunne være gjort anderledes eller kunne forbedres. Kommentarerne har fået mig til at tænke meget mere over min praksis, end jeg ellers ville gøre. Og på den måde har bloggen været et rigtigt godt stykke værktøj. Vel kunne jeg gøre mig tankerne alene og skrive dem ned i et dokument. Men det ville ikke blive ligeså levende, som når jeg skrev her, og vidste, at andre ville læse med og forhåbentligt kommentere mine tanker.

Nej, fordi jeg i et eller andet omfang også er nødt til at begrænse mig i forhold til, hvad jeg vil skrive i en offentlig tilgængelig blog. Jeg kan og vil ikke udlevere nogen på min blog (udover mig selv ), og det giver måske et mindre reelt billede af, hvad der egentlig er på spil i min hverdag. For for at give det helt rigtige billede, så skal der som regel detaljer til. Og de detaljer har jeg ikke lyst til at skrive ned så verden kan se dem. For dem jeg har med at gøre i min daglige praksis har ikke haft nogen mulighed for at vælge at være en del af bloggen, og er uvidende om, at de er her og bliver nævnt.

Jeg synes mest, at en blog kan bruges som et refleksionsværktøj i det omfang, at den kan bruges som en fælles evaluering – som vi har gjort i forbindelse med netbooksne til de små elever. Her har årgangens lærere og itvejledere skrevet indlæg i forbindelse med arbejdet med computerne, og på sin vis er den blog udover dokumentation også en refleksionsblog.

Jeg kan også sagtens se en blog brugt i forbindelse med mit videre forløb på MIL. Jeg forestiller mig, at man som gruppe kunne oprette en blog og sammen vedligeholde og skrive i den. Det kunne give en ny dimension til gruppearbejdet, at man sammen kunne bygge en refleksionsplatform.

Denne konkrete blogs overlevelse er jeg meget i tvivl om. Måske kunne jeg finde på at skrive videre i den, men mere med fokus på mine refleksioner i forbindelse med MIL og ikke så meget i forbindelse med mit arbejde som lærer. Ikke fordi jeg ikke har nogle refleksioner på arbejde, men mest fordi jeg ikke helt synes, at netop de refleksioner egner sig til at blive brugt i større grad på en blog på internettet, åbent for alle.  Jeg kan også være lidt i tvivl om, hvem den egentlig skulle rette sig mod. Hvem, udover mig, kan bruge mine refleksioner om min praksis som folkeskolelærer til noget?

Til gengæld kan jeg bedre se potentialet i at bruge den som MIL-studerende. Det kunne jo godt være, at man, ved at læse andres refleksioner over studiet, selv kunne få sat nogle tanker i gang og måske også nogle ting på plads – og jeg synes da, at jeg ved at læse andre MIL-studerendes blogge er kommet lidt bedre ind på, hvem vi/de egentlig er.

Men ja. Tilbage står jeg med et både og i hovedet, når jeg tænker over, om en blog kan være et godt stykke refleksionsværktøj.

 

- og jowjow; i sidste øjeblik ændrede jeg også lige lidt på udseendet af bloggen. Mere lys, mindre mørke. Om det afspejler mit arbejde med blogopgaven, vil jeg lade stå hen i det uvisse

Vejledes ikke overtages

 

I mit job er jeg 50 timer om året pædagogisk it-vejleder. Det er ikke en masse timer, men de er der dog, og jeg vil så gerne udnytte dem optimalt.

Desværre er der ikke helt sammenhæng mellem hvad mine kolleger mener er vejledning, og hvad jeg som it-vejleder mener, at vejledning er.

Nogle af dem kommer til mig, når de har taget et kamerafuld billeder og nu gerne vil have dem lagt over i elevintras fotoalbum, så eleverne og deres forældre kan se turen til zoo. Og når jeg så siger, at det ikke er en it-vejlederopgave,  men at jeg gerne vil lære dem hvordan de kan gøre det, så ser nogle af dem lidt forurettede ud og undrer sig over, hvad jeg mon så skal bruge de dersens 50 timer til, hvis det ikke er at lægge billeder over?

Andre vil gerne have at jeg laver et kursuskatalog til dem, så de kan se, hvilke kurser der tilbydes på skolen, og hvornår de kan komme på dem ( – og vil i øvrigt også gerne vide, om der automatisk gives timer til det, eller om de selv skal søge om dem hos ledelsen)?

Den tredje gruppe vil gerne have hjælp med printeren i lærerforberedelsen, for nu duer den igen ikke – og desuden er der noget galt med SmartBoardet i biologilokalet.

Og så er der dem, der kommer og har hørt noget om PhotoStory og godt kunne tænke sig at høre, om det godt kan bruges i 4. klasse, når de nu skal arbejde med deres families livshistorie? Og kan de mon finde ud af det i 4.? Og vil jeg også hjælpe læreren, for hun er ret uerfaren med computeren? Måske vil jeg endda komme ned og undervise børnene i, hvordan PhotoStory virker?

De nemmeste at sortere fra er den tredje gruppe. De er også så småt ved at have vænnet sig til, at jeg altså ikke kan rende fra min undervisning for lige at fikse printeren eller smartboardet. De har fundet ud af, at der er nogle teknikere på skolen, som tager sig af den del og at det er meget nemmere og hurtigere bare at gå direkte til dem

Men resten er lidt tunge at danse med, synes jeg af og til. Og de synes med garanti også, at jeg er tung at danse med til tider. I bund og grund handler det jo nok om, at jeg har været for dårlig til at fortælle, hvad det egentlig er, jeg kan hjælpe med og vejlede om.

For jeg vil jo gerne bringe mine kolleger derud, hvor de selv medtænker it i deres undervisning og hvor de tænker mere bredt, end tilfældet er i dag. Og nu har jeg de sidste par år brugt mange af mine 50 timer på at holde “Smartboard for begyndere”-kurser, og nu vil jeg jo  snart i gang med “Smartboard – erfaringsudvekslingerne”. Men der er mine kolleger bare ikke.

Så er det jo heldigt, at vi er i gang med at skrive en ny skoleplan på skolen. Og at jeg der kan komme med alle mine forslag til, hvordan pædagogisk it-vejledning kan være. Og .. gulp. Jeg fik skrevet mine forslag ind i planen, og nu skal den igennem hele behandlingssystemet på skolen (det er en længere proces – man kunne måske endda kalde den lidt bueraukratisk? ), og så er det spændende, hvor meget der forbliver i planen. Mine ideer var som flg.:

1. Gensidigt forpligtende samarbejde mellem lærer og it-vejleder

I stedet for at udarbejde et kursus og formidle dette til lærerne, tager it-vejlederne udgangspunkt i et konkret opstået behov for it i undervisningen – behovet kan defineres både smalt (vi skal lave video i forbindelse med et projekt, hvordan gør vi det?), og bredt (jeg skal arbejde med denne roman, hvordan kan jeg inddrage it i det?)

It-vejleder og lærer(team?) sætter sig sammen og finder ud af muligheder for at inddrage ikt og afdækker behov for konkret, teknisk vejledning. Lærer(team) overvejer, hvordan ikt kan inddrages konkret og udarbejder undervisningsforløb.

Forløbet afprøves (og her kan it-vejleder komme ind efter behov) og efterfølgende evalueres det med it-vejleder (mulighed for evaluering af itvejledningen også). Forløbet kan evt. også beskrives og lægges til andre kolleger (direkte, konkret videndeling).

Under Derfor gør vi kan evt. stå noget i retning af: Der ingås forpligtende aftaler mellem it-vejleder og team om at udvikle brugen af it på specifikke, faglige forløb. Forløbet evalueres og videndeles.

2. Digital dannelse

Faghæfte 48 lægger op til, at it ikke skal ses som et sæt færdigheder, der skal læres og at man kan nøjes med det, men at arbejdet med ikt også handler om digital dannelse. Mit forslag går på, at de fire temaer (informationssamling – og søgning, produktion og formidling, analyse samt kommunikation, videndeling og samarbejde) i faghæftet nævnes i skoleplanen for at understrege, at digital dannelse er væsentlig – altså at vi ikke bare uddanner eleverne til at bruge it som et værktøj, men også uddanner dem til at bruge det kritisk og hensigtsmæssigt.

 

Nu glæder jeg mig til at se, hvor langt den kommer og om det kan sælges til en flok lærere – kan de se ideen ligeså meget i det, som jeg kan. Eller vil den kuldsejle helt?

Jeg krydser i hvert fald fingrene og håber på, at vi kan få skubbet mere gang i vejledningen, og dermed få sat kommaet i overskriften rigtigt: vejledes, ikke overtages

De indfødte i 3. klasse

Som en forlængelse af mit sidste indlæg omkring it i musikundervisningen, så slog det mig, at jeg nok egentlig burde have forklaret mig lidt bedre omkring det projekt, jeg er i gang med.

Det er jo nemlig sådan, at de børn, som jeg underviser til dagligt, er en del af et udviklingsprojekt, der handler om netbooks i undervisningen. I 1. klasse fik hver af dem udleveret en netbook, som de transporterer frem og tilbage mellem hjem og skole hver dag (de går i 3. klasse nu).

Der var mange mål med projektet (man kan evt. læse dem alle ved at klikke her), men et af dem var at finde ud af, om børnene blev mere kompetente it-brugere, når computeren var så tilgængelig, som tilfældet er her.

Projektet er nu ved at være slut. Jeg vil ikke begynde på den lange evaluering her, men jeg kan se et par hovedtendenser, som jeg egentlig synes giver mig et billede af, hvordan disse digitalt indfødte er (selvom de er en meget lille gruppe og derfor jo ikke som sådan kan være statistisk grundlag for noget).

Fra starten af var der to kategorier af børn: 1.dem, ikke kendte noget til computere,  og 2. dem, der kunne en del med computere.

Den første gruppe af børn var lille. De havde siddet ved en computer før, men havde ikke rigtig adgang til en derhjemme og var stort set kun vant til at bruge computeren i skolen, eller hos familie, hvor de fik lov til at spille spil. Denne gruppe af børn skulle hjælpes med alt. De skulle lære alle ordene i forbindelse med en computer – hvad mente jeg f.eks. lige, når jeg sagde “det ligger på skrivebordet”, hvor fandt man “alle programmer” henne, og hvordan højreklikker man egentlig? Disse børn skulle hjælpes rigtig meget, for intet var givet til dem på forhånd.

Den anden gruppe var slet ikke bange for at komme i gang med at bruge computerne. De kastede sig med iver ud i opgaverne og der gik ikke længe, før de havde skiftet baggrundsbilledet fra standard XP til deres hund eller Hello Kitty. Og pludselig en dag var deres markør ikke en kedelig pil mere, men i stedet en dansende dinosaur (som fortsat driver deres lærer til vanvid ).De er en gruppe børn, der kaster sig ud på nye websteder uden forbehold og klikker sig løs. De er ikke bange for, at noget skal gå galt, for så kan man jo altid bare prøve igen (eller give computeren til en voksen, så hun kan fikse problemet;)).

Det interessante er, at når jeg nu – 2½ år efter projektets start – kigger på alle børnene, så kan jeg se, at de børn, der var forsigtige fra starten af, stadig er det. De har stadig behov for hjælp, når de skal i gang med noget nyt, og har tit brug for at blive bekræftet i, at selvom de kommer til at klikke et forkert sted, så eksploderer computeren ikke.  De kommer stadig hen til mig, når der dukker en java-opdatering op for lige at blive bekræftet i, at den må man godt installere.

Den anden gruppe af børn ser jeg til gengæld ikke så meget til. Før efter skaden er sket vel at mærke. Og når skaden er sket, så er den som regel sket så grundigt, at et nyt image til computeren er den bedste løsning på problemet. Fordi de er så sikre på deres egen kunnen når det gælder computere, så klikker de jo bare løs – og det der med at læse dialogbokse, det er deres liv altså for kort til. Næh, det er jo meget hurtigere blot at trykke på det røde kryds og så ellers komme videre med det, de nu var i gang med.

Mine elever er altså stadig delt op i to grupper selv 2½ år efter de har været i gang med at arbejde med computerne hver dag. Og så er det jeg undrer mig over, om man kan tale om en hel generation af digitalt indfødte – for den forsigtige gruppe af børn… de virker ikke som om de er helt indfødte. Og de elever, der er indfødte.. nok er de gode til at bruge computerne, men til gengæld er de også totalt ukritiske og ufiltrerede i deres brug af dem.

I forhold til min undervisning af dem, så kan jeg se en række udfordringer:

• hvordan får jeg de usikre til at være mere sikre – er øvelse og øvelse vejen frem?
• hvordan får jeg de sikre til at udvikle mere selvkritik, når de bruger computerne?

Det tror jeg, at jeg skal indarbejde mere bevidst i mit næste forløb med børnene.

Men hvad lærer de?

Jeg er i gang med at inddrage it i musikundervisningen.

Tidligere har det krævet en eller anden form for installation af program på computeren, og tit har det været sådan, at eleverne har været meget udfordrede, fordi programmet havde så mange features, at det var helt forvirrende.

Men nu er DR blevet min redning. De har lavet en fin lille onlineting, der kan lige det, den skal kunne. Så nu kan de små i 3. klasse sidde foran hver deres computer og lege sig til at lave en rap (en? et? Hmm ).

Nu kaster jeg dem jo ikke bare ud i det uden videre, men giver en instruktion i, hvordan programmet virker, og hvad det er meningen, at de skal lave.

Målet er, at børnene skal danne sig en ide om, hvordan man laver et stykke musik, hvilke elementer, der skal til – og at musik ikke bare er konstant, vedvarende lyd, men at der også kan være værdi i stilhed og pauser.

Men så sidder de ellers der. Bænket ved deres plads med den lille bærbare foran sig og med hørebøfferne på. Der er helt, helt stille i lokalet og den eneste lyd der høres, er når en af eleverne har skruet lidt vel højt op for lyden. De klikker og smiler for sig selv, mens de bytter rundt på blokkene i programmet, så de kan få den bedste rap ud af det.

Af og til er der nogle af dem, der lige har brug for lidt lærerhjælp til at høre, om den her lyd godt kan bruges sammen med den her vokal og om det kunne være fint med en pause her – eller skal den måske være der i stedet?

Men overordnet set er det ret nemt at være lærer, når eleverne først har sat sig i gang. De er sådan set ikke ret interesserede i at blive forstyrrede i deres kreative proces,  og jeg kan pænt vente med at forstyrre dem, til de er klar til at spille deres nummer for mig.

Så stor er deres skuffelse, da jeg meddeler dem, at der nu er fem minutter til de skal spille deres numre for hinanden og give hinanden konstruktiv kritik (i 3. klasse hedder konstruktiv kritik gode råd). Det er de ikke vant til. De er vant til at hjælpe hinanden med ting, der har et facit – kigge hinandens navneordsbøjning igennem og rette for hinanden. Her kan det enten være forkert eller rigtigt, og det er dejligt nemt at rette for hinanden – i hvert fald, hvis man har styr på navneordenes bøjning. Stadig er det bedste nu at vise det til sin lærer og få “ja” eller “nej”.

Men her er det pludseligt noget subjektivt, de skal vurdere på, og jeg er noget spændt på, hvordan de klarer den.

To drenge sætter sig sammen og bytter hovedtelefoner. “Min er vildt dårlig”, starter den ene med at sige. Den anden dreng siger ikke umiddelbart noget til det, men tager hovedtelefonerne på og begynder at lytte til rappen. Efter et stykke tid siger han så: “Den er lidt dårlig her.” Ordene hænger lidt i luften og svæver, indtil han så tilføjer “men det er pga. den der tromme, den kan jeg ikke lide”. Og så sætter drengene sig til at rette lidt i stykket, hvor den dårlige tromme optræder.

Drengene når ikke at blive færdige med at vurdere hinandens ting, for tiden er faktisk gået og det er tid til at pakke sammen. Det er de ikke sådan helt vilde med, og da slet ikke, da det går op for dem, at deres numre går tabt for evigt, når de lukker computeren (for vi har ikke brugt tid på at lave en profil).

Da den sidste elev er gået fra klassen er jeg så tilbage med mine overvejelser. Hvad lærte de egentlig i musik i dag? Lærte de de ting, som jeg gerne ville have, at de skulle lære – nemlig nogle fagfaglige musikmål, eller lærte de mere om, hvordan man evaluerer hinandens produkter? Lærte de overhovedet noget, eller var timen bare noget rigtig godt tidsfordriv?

Næste gang jeg vil tage programmet i brug vil jeg gøre noget mere ud af at udspecificere de faglige mål, så eleverne er helt klar på, hvad det er, de forventes at lære. Og så vil jeg også gøre mere ud af evalueringen sammen med dem bagefter –  hvad fik de egentligt lært?

Men jeg synes også, at selve processen med at sætte dem i gang med at kommentere på hinandens arbejde var ret interessant, og den del kunne jeg også godt tænke mig at bruge mere tid på.

Så måske skal jeg sætte mere tid af til arbejdet, så der er reel tid for eleverne til at blive færdige med at kommentere og rette på deres musikstykker.

- til alt held skal jeg have mine egne elever til musik i dag. Så kan de få lov til at være forsøgskaninbatch nr. 2

Test af wordpressblog

Jubi! En ny blog at vedligeholde